Nora og børnene har taget mig med på landet. Helt ude hvor landet stadig er fladt men for foden af Atlas bjergene, der stiger abrupt ud af landskabet. På den anden side af dem begynder ørkenen. Landet her er berbernes bosted, et helt andet folkefærd med et helt andet sprog. Her købte Noras forældre et hus for 30 år siden, som de siden hen har arbejdet langsomt på, bygget en værelse til for hver gang de havde penge, nye terrasser, et atelier og et stort bassin som de fylder med flodvand om sommeren. Der er to køer og høns, en lille olivenlund og en stor blomsterhave og vidst nok også en køkkenhave. Selv nu, i den koldeste måned på året, er alting grønt og mange ting blomstrer, høsten falder allerede i starten af juni. Karima og jeg malkede koen, og manden der holder huset kom forbi med traditionelt brød, som vi spiste med olivenolie af oliven fra grunden. Vi tændte op i pejsen (de store kolde stenhuse kan selvfølgelig slet ikke varmes op denne ene kolde måned om året), og Noras mor fortalte historier mens jeg strikkede og børnene fjollede. Hun fortalte om hende og hendes mands liv i Marokko, deres konvertering til muslimer, om deres liv mellem Marrakech og her på landet, at opdrage børn i Marokko, blandt mange andre ting. Vi snakkede også en del om situationen i Egypten, det fylder også meget her disse dage og folk frygter situationen som var det en epidemi der spredes via medierne.
Fra den svalegangslignende terrasse så jeg den største og mest glimtende stjernehimmel jeg har set i mange mange år, og konturerne af Atlasbjergene i baggrunden gør det ikke mindre majestætisk. I et tilstødende værelse til denne stjernehimmelsterrasse går jeg i seng i et iskoldt rum og afventer dagslyset og varmen.
0 kommentarer:
Send en kommentar